Lige indtil krigen kom, havde familien oplevet megen lykke, men flugt, sult og kulde havde revet det hele fra hinanden. Sygdom og mangel på mad havde taget al livskraft. Hun havde set dem sygne hen for til sidst at blive lagt i graven. De havde været lyset i hendes liv, men nu var sorg og fortvivlelse  ved at formørke hendes sind.

Hele hendes verden var sunket i grus. Var der mon nogen, der kunne hjælpe - nogen, der kunne forstå hende? Hvem kunne bringe varme ind i hendes kolde hjerte?

Hun gik videre til et andet gravsted og fik øje på en engel, der holdt en hvid tavle, hvorpå der stod: "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør." "Ak ja, gid det var så vel," tænkte hun, for hele hendes verden lignede lukkede døre.

I det samme så hun ved klosteret en del  mennesker foran en åben dør. Det så ud til, at de alle holdt en blomst i hænderne, en rose! Hun stillede sig hen til gruppen, selv om hun ingen rose havde.