PÅSKEBLOMSTEN 2 “Tænk ikke på det!” sagde erantissen, “de er jo kun grønne. Nej, se på mig, jeg er både grøn og gul.”   “Ak!” sagde gråspurven, der pludselig blandede sig. Den sad på et lunt sted i lærkehækken og kunne overse hele haven.

“Jeg synes nu, du mangler noget, erantis. Du mangler overblik. Du kan ikke udtrykke dig så sikkert, når du er så lille og kun er fremme en kort tid. I øvrigt skal du ikke kritisere de grønne spirer på jordknoldene. De er begyndelsen til en blomst, som vil blive meget større end både du og de andre.”

“Hvad siger du?” sagde krokussen og blandede sig i samtalen. “De underlige spirer der, er det noget særligt?”

“Vent og se!” svarede gråspurven kvikt tilbage. “Jeg har set mere af haven end dig. Når du og de andre er visnet hen, og I ikke mere kan holde jer oprejst, da er de sære grønne blade blevet til den herligste blomst, smukkere end nogen anden, ja, jeg synes den smukkeste.”

De tre blomster svarede slet ikke, for de troede ikke på gråspurven, og så var de også blevet fornærmede, og det svækkede synet.