Hendes mismod blev forvandlet til en stille glæde over, at hun havde fundet kærligheden, en kærlighed uden ende. Hun forstod, at den også gjaldt hendes elskede og savnede børn.

Smertemanden havde lukket op for håb og tro. En tro på, at der hos Gud var en plads for dem i hans rosenhave.

Præsten løftede sine hænder og sagde højt:

Kærligheden tåler alt,

tror alt,

håber alt

og udholder alt.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.