Det havde været vinter. En af de hårdeste i mands minde. Æbletræet og rosenbusken var lige vågnet efter en lang vintersøvn. Solsorten hoppede forsigtigt rundt og fandt et lille bær, og i det ene hjørne af haven sås en lille stilk, som stædigt bøjede nakken og pressede på for at bryde igennem snelaget. Ingen lagde dog mærke til den, for den var så ubetydelig og lille.

Alle ventede de på foråret, men det blev fortalt, at kun den, der ville bruge sit mod, kunne vække foråret.

Pludselig blæste det ind over haven. Det var den varme søndenvind fra Afrika. Den hviskede, at nu var det tid til at bryde tavsheden og kulden.

”Vågn op!” , sagde den igen og igen, “vis hvad I kan, så vil regnbuen vise sig på himlen og holde sit løfte ud over haven.”

Men æbletræet sov videre - det var alt for koldt til at sætte blomster. Den ville vente og se. Heller ikke rosenbusken gad udsende sin duft. Det var den slet ikke i humør til midt i kulden. Og solsorten - den havde glemt alt om sit navns betydning - at den med sin sang kunne lade solen bryde mørket.

Alligevel glædede æbletræet sig til sommeren, hvor mange ville nyde dens blomster og senere smage dens frugt. Rosenbusken tænkte på alle de muligheder, dens roser ville få i en vase, hvor duften kunne sprede glæde til mange mennesker. Og solsorten glædede sig til den varme sommeraften, hvor mange ville nyde dens sang.