LUCIABRUDEN

Da Søren var færdig, sagde han til Anna: "Ja, så fik du svaret på, hvad lysene betyder, men hvorfor vil du vide det ?" spurgte han nysgerrigt.   "Jeg skal være luciabrud i eftermiddag på et plejehjem, så det er da rart at vide, hvad lysene betyder."   Søren rettede sig op og sagde: "Det kunne jeg godt tænke mig at se, men jeg er jo dårligt gående"   "Far kan da hente dig og Karen, så kan I begge overvære det", svarede Anna.   "Det vil være flot!," kom det hurtigt fra Søren. "Sig mig Anna, har du en adventskrans, der passer til dit hoved ?" føjede Søren til.

"Næ!", svarede Anna. "Så gå du hen til hylden og tag den, der passer dig og behold den," sagde Søren med glæde i stemmen.

"Det kan du da ikke mene", svarede Anna.

"Jo, tag du nu én, så tager jeg mit kamera med og får et billede af både dig og kransen," sluttede Søren.

På plejehjemmet havde alle sat sig til bordet og ventede på luciaoptoget.

Søren strakte hals, for han ville have det hele med.

Pludselig blev der stille i lokalet, for i det fjerne kunne man høre luciasangen. Med ét stod Anna der med de fire lys på adventskransen - og alles øjne blev draget af lysene fra luciabruden.

Søren skyndte sig at fotografere. Det billede fik han med hjem - som et dejligt minde - et minde om at lyset altid overvinder mørket.