Bøgetræet faldt igen til ro og glædede sig over, at det var til, og at det havde fået mere lys.

Nu huskede det også, hvad solsorten havde fortalt, og hvad det havde besluttet sig for.

Det ville bringe lys. Men for at gøre det måtte det selv modtage lys.

Det sugede al lyskraft til sig fra solens varme stråler.

Lyset fra fjorden skinnede på dets krone og lyset fra anemonetæppet varmede dets fødder, men det var lyset fra kærligheden, der fik bladknoppene til at briste, for det lys overstrålede selve solen, og bladene foldede sig ud.