Dagen kom, og bryllupsklokkerne hørtes vidt omkring. Ved alteret stod bruden med sin blomsterkrans på hovedet. I vinduerne lå kristtorne med røde bær og pyntede op.

“Det er lykke,” tænkte Skagenrosen, “men hvad med velsignelsen, som lærken havde omtalt?” Den ville Skagenrosen ikke undvære, for den var mere værd end alverdens guld.

I det samme lagde præsten sin hånd på pigens hoved, og idet han berørte rosen, sagde han: “Herren velsigne dig og bevare dig.” En svag skælven fór gennem rosen.

Liljeløftet var opfyldt. Nu vidste den, at Guds finger også havde nået den.