HJEMKOMSTEN

Vel ankommen til Danmark løb han hjem på gården for at gense familien. Han omfavnede sin gamle far og fortalte om alt det, han havde oplevet på den fremmede kyst. "Se på sværdet far, Thors hammer er væk og erstattet med et kors," sagde Knud ivrigt og pegede på stedet. Faderen var tavs. Han havde selv set smeden indgravere hammeren, så hvordan kunne det være sket? Det måtte absolut høre til mystikkens verden. Andre så sværdet og blev overbevist om, at der fandtes en anden gud end deres egne, men faderen var stadig skeptisk.   Mange ønskede at lave et gudehus til den nye gud. En munk, som var kommet sydfra, hævdede, at man ikke behøvede at ødelægge de store gudehuse på højene, men blot tilintetgøre altrene og indvie husene til den nye gud. Og sådan blev det. Knud holdt meget af at komme der, for han syntes, der var noget helt anderledes befriende ved den ny tilbedelse.

En dag lå faderen og beklagede sig. Han havde fået et stort sår på skinnebenet, som ikke ville heles. Han var fortvivlet og foreslog, at man skulle henvende sig til de gamle guder. Men det ville Knud ikke høre tale om. For ham var de jo ikke guder, men afguder. "Far, henvend dig til Den hvide Krist, han er stærkere end sygdom og død," råbte Knud. Faderen blev meget ophidset. Han skulle nok selv henvende sig til guderne. "Hent Odins guld på toppen af bakken!" kommanderede han vredt til en træl. Guldet var begravet ned og blev taget frem i nødssituationer. Man anråbte så guden, mens man holdt guldet frem for sig. Knud forstod nu sammenhængen med bakketoppen og rygtet om en skat. Faderen fik en af sine venner til at anråbe Odin, mens guldet lå ved faderens ben. Ritualet skete flere dage i træk uden at benet blev bedre. Faderen var stædig. Han ville ikke henvende sig til sønnens gud, for det betød, at nogle ville ringeagte ham.

Dagene gik og det nye gudehus blev flittigt besøgt af mange fra landsbyen. Faderen bemærkede, at mange snakkede om glæden ved besøget i huset, og at den nye Gud forstod sig på mennesker, meget mere end de gamle guder. Og så drak de også en gudedrik derhenne.