På himlen over rosen trak store svaner mod syd. Fra deres vingeslag lød det tydeligt: “Nu er tiden inde, nu er tiden inde”. Var det et varsel om noget, der snart skulle ske? Også svanerne var jo underlagt ham, ved hvem alt var skabt. Skagenrosen havde hørt så mange løfter i sommerens løb, men nu trængte den til et tegn, for et tegn var trods alt bedre end nok så mange ord.

En dag gik en forelsket pige langs stranden og plukkede blomster. Hun skulle snart stå brud og ville derfor sikre sig en blomsterkrans til sit hoved. Hun gik syngende omkring, mens hun nøje udsøgte sig de flotteste blomster. Til sidst stod hun med en stor buket.

“Du der”, sagde hun, “du skal sidde forrest i blomsterkransen, fordi du ligner en rose - verdens mindste rose. Og jeg vil forgylde dig, for når jeg står foran alteret, skal du fortælle om den kærlighedsglød, der bor i mit hjerte.”