Solsorten lyttede. Nu måtte den fortælle om den stærkeste oplevelse, den nogensinde havde haft.

"Jeg forstår, at dine smerter i barken er store, men det er for intet at regne mod det, der sker i menneskers verden, når man mister et barn".

"Hvor ved du det fra?" spurgte bøgetræet. "Jeg har selv set det og hørt det", fortsatte solsorten, " vi er jo, som du ved, alle vegne, - også i

parker og på kirkegårde. For nylig så jeg en pige blive begravet. Jeg glemmer det aldrig!

Jeg kunne ikke synge, mens begravelsen fandt sted. Men da alle var gået, måtte jeg synge mine lette og sørgmodige toner ud over kirkegården. For man sagde, at pigen var så kærlig. I hendes ansigt så man lyset fra skabelsens morgen, Guds ansigt, og bag lyset så man Guds urkraft, som er kærlighed.