Heller ikke om natten var Skagenrosen fri for smerter, men når smerterne var allerværst, lagde duggen sig på dens blade og topskud. Det svalede så dejligt. “Det må være Guds fingre, som lindrer mine smerter,” tænkte skagenrosen.

Sommeren gik, og smerterne forsvandt efterhånden. Men hvem ville opdage rosen? Den væmmelige havgus kunne skjule den, eller regnen kunne piske den mod jorden, så ingen kunne finde den. Skulle den vente forgæves?