PESTEN

I det samme lød der skridt bag ham. Stakåndet forklarede en af høvdingens mænd, at mange af de fremmede samt nogle vikinger lå syge. En pest havde ramt dem, og nu behøvede de hjælp. Knud ville hjælpe, han kunne ikke forstå hvorfor. En viking skulle kæmpe og stjæle, og ikke hjælpe. Var det den nye visdom, han havde fået? Herskersindet var blevet erstattet med tjenersindet.   Han fulgte udsendingen og nåede landsbyen, hvor mange mennesker lå og beklagede sig. Også hans egen høvding var ramt af pesten. Han lignede slet ikke mere den helt, Knud havde set op til. Knud hjalp, hvor han kunne, forbandt vikingernes sår og bar dem ind på gårdene, hvor de kunne dø i fred.

"Nu kommer jeg hjem til Valhalla," hviskede høvdingen, "til Odin." "Nej, nej," svarede Knud, "vælg Den hvide Krist, han er gud her på egnen, han er stærkere end vore guder, hans hjerte er stærkere end sværdet." Og Knud fortalte om det, der var sket i klosteret. Høvdingen lyttede opmærksomt og sagde: "Lad mig røre ved dit kors på sværdet." Knud vidste ikke, hvad høvdingen talte om, men da han kiggede på sværdet var der et kors, hvor der før havde været en hammer. Det måtte være sket ved indvielsen til den nye gud.

"Jeg kan ikke mere," sagde høvdingen, og Knud førte af uforklarlige grunde sin ene hånd hen over høvdingens bryst og tegnede korsets tegn.

"Hold fast," råbte Knud, "nu er du i de bedste hænder, du er i almagtshænder," og kort efter var høvdingen død. Knud så sig undrende omkring. Hvorfor var han ikke selv blevet ramt af pesten? Han måtte spørge munken.