Planten kunne slet ikke forestille sig, hvordan det kunne ske, for lige nu var livet ikke til at holde ud. “Jo,” sagde lærken, “lader du troen tale, så sker der noget. Lad troen tale!”

Skagenrosen blev stærkt opmuntret af lærkens sang. Den kiggede ud over havet og lagde mærke til bølgernes skvulpen. Det var, som om de sagde: ”Hold ud en tid, hold ud en tid”.

Tunge regnskyer gled ind foran solen, men flere steder var der en lyseblå plet, hvor solens stråler smuttede igennem. Lærken var igen på vingerne. “Det er Guds fingre, du der ser,” råbte lærken, “ja, sådan kalder man de lysstråler, der når igennem skylaget. Guds finger skal nok nå dig, giv ikke op.” Igen fattede Skagenrosen håb. Den ville ikke give op - den ville takke for livet trods de store smerter i topskuddet. “Tak for hver en glæde, jeg har mødt i mit liv”, sagde den stille frem for sig og kiggede ud over havet med den nedadgående sol.