- LØFTET - AFSNIT 4 -
KLOSTERET
"Vi tager landsbyen," råbte han til Knud, "så kan du og trællene tage klosteret. Det må lige være en opgave for jer." Knud blev så underlig. På den ene side var han stolt over at få tildelt opgaven, men på den anden side var han bange for at slå ihjel. Det kunne man da ikke bare sådan lige gøre.
Han stod over for en låst dør. Munkene havde åbenbart set dem ude på havet. "Thor, hjælp mig!" råbte han og slog ud efter låsen, men intet skete. "Hvor var Thors kraft henne?" tænkte han, sværdet var blevet indviet til ham, han var jo sejrens gud. Odin var visdommens og rigdommes gud. Måske skulle han anråbe ham!". Han gjorde det, men intet skete.
Så var der kun krigsguden Tyr tilbage. Han slog ud mod låsen, idet han råbte "Tyr". Låsen gik i stykker. Om det var Tyrs kraft eller hidsigheden, der gjorde udslaget, vidste han ikke, men nu skulle det være. | |
Han løb ind i klosteret med løftet sværd. Guderne måtte hjælpe ham. Da så han pludselig en skikkelse hænge på væggen. Han var som en gud - med krone på hovedet - og dog med sårmærker på hænder og fødder. Ved hjertet så han også et mærke, og Knud var sikker på, at det var onde mennesker, som havde været skyld i gudens død. Med ét blev Knud irriteret på sig selv. Det var jo blot en træfigur, der hang der på væggen.
Han tog et fast greb om sværdet og slog ud efter skikkelsen. Men i det samme lød der et kraftigt smæld, og sværdet blev revet ud af hans hånd. Han kiggede på sværdet, så på skikkelsen på væggen og opdagede tårer ved figurens øjne. Drømte han? Nej, det var virkelighed. Stod han mon over for en gud, som var stærkere end hans barndomsguder?
De var draget af sted på en onsdag, Odins dag og sejlet over havet på en torsdag, Thors dag. De havde opfyldt alle betingelser. Hvad var så det? Han fik øje på alteret, hvor en skræmt munk stod og kiggede. Sværdet lod han ligge. Han turde ikke tage det op.
"Hvad vil du fremmede?" spurgte munken. "Vinde sejr og erobre guld!" svarede Knud kækt. "Jeg vil anbefale dig at vinde visdom. Det er bedre end guld," føjede munken til.
| |
Knud forstod det ikke. Fandtes der en visdom, der var bedre end Odins, visdommens gud. "Hvad mener du?" spurgte Knud nysgerrigt. "Hjertet er stærkere end sværdet. Det var det, du oplevede, da sværdet smuttede ud af din hånd. Du står på jord, som er indviet til ham derhenne med det blødende hjerte," lød det myndigt fra munken. Knud følte sig hjælpeløs, vikingemodet havde forladt ham.
Munken fortalte om manden på væggen, om hans virke på jorden, hans død og opstandelse. "Stærkere end døden," gentog Knud og tænkte for sig selv: Så må han være stærkere end alle de guder, jeg har lært om. "Hvad med sværdet?" sagde han. "Det får du igen, men det skal først indvies til en anden gud. Hent det, så stænker jeg vievand på det." Knud gik langsomt hen til sværdet og tog det skælvende op. Hurtigt gik han tilbage til munken og afleverede det. "Se nu indvier jeg det til guden på væggen, Den hvide Krist," sagde munken," og den, som holder det i hånden, vil tilhøre ham." Knud ville protestere, men han kunne ikke. Den nye Gud var stærkere.
|
til toppen af denne side
