Midt i elendigheden hørte Skagenrosen en fugl synge. Det var lærken. Sangen var så opmuntrende. “Hvorfor synger du?” råbte Skagenrosen. “På grund af et løfte,” svarede lærken. “For to tusind år siden gav en profet os fugle et vidunderligt løfte. Han sagde: `Se til Himmelens fugle´. Det betyder, at jeg aldrig kommer til at mangle noget. Det er derfor, jeg synger. Jeg må bære bud fra ham, der gav løftet. I øvrigt sagde han også: `Se til markens liljer.´ Det må være noget for dig”. “Jeg er ingen blomst,” svarede Skagenrosen, “jeg er kun en ussel lille plante med forkrøblede blade. Og efter hvepsestikket føler jeg, at jeg bærer døden ved mit hjerte.

“Jeg har hørt dine suk,” svarede lærken, “men livet er mere end suk. Selv om du føler døden ved dit hjerte, skal du opleve den højeste glæde, for den dybeste smerte efterfølges altid af den højeste glæde. Og husk at modgang er medgang, når modgang fører mod målet. Liljeløftet er dit, så vent kære ven, vent endnu kun lidt. Lyt til min sang. Lykken og velsignelsen vil nå dig, vent og se.”