Solsorten stillede sig godt til rette på grenen og fortalte:

"Lige siden skabelsens morgen har vi sunget. Skaberen sendte alle fugle hen til Lysets engel, som gav os navne. Vi fik navnet "solsort", og vi fik at vide, at mennesker ville hylde sig ind i mørke og glemme lyset. Derfor skulle vi slippe glæden løs. Vi skal synge om lyset og vække folks længsler,

så freden igen finder ind i menneskehjerter.

Mit næb fik farven gul, fordi jeg skulle synge om solens kraft. Jeg synger om lyset, der bryder mørket. Jeg er solens budbringer.

Vi hørte til i skoven, men har nu spredt os ud over land og by for at sprede glæde. Vi kan lide at være i haverne og synge for mennesker. Mange har opdaget os og nyder vores sang.