Tæt ved havet groede en lille plante. En blomst kunne man ikke kalde den, for den havde ingen krone - kun en stilk med nogle grønne blade. Hver dag kiggede den ud over det åbne hav, og når det blæste op, lod den sig gennemblæse af Vestenvinden. Det gjorde så godt, når vinden ruskede i de tynde blade. Det var dog også dens eneste fornøjelse, for selskab havde den ikke meget af.

Pludselig fløj en lille hveps dog hen til planten. “Endelig lidt selskab”, tænkte den. Men hvepsen ville ikke snakke, blot aflevere sine æg. Med sin sylespidse læggebrod lagde den sine æg i topskuddet. Planten skælvede. Det smertede noget så grusomt. Og som dagene gik, blev det værre og værre, for de små larver begyndte at æde af skuddet.

“Nej, nej, jeg holder det ikke ud. Det føles som titusind myoser i min krop. Nu forkrøbler mine blade. Jeg må have lindring for smerterne. Vestenvind, blæs endnu engang.” Og Vestenvinden sendte en frisk brise ind over planten.