Det var forår, og solen glimtede i den rislende bæk, der snoede sig gennem det bakkede landskab.

En dreng stod og kiggede på bækken. Han kunne mærke den dejlige varme og følte sig godt tilpas. Han gik langs med bækken og kiggede af og til over på en bakketop, som var tildækket af træer.

"Gad vide, hvad der gemmer sig i den høj," tænkte han. Han havde fået at vide, at mange skatte lå begravet i sådanne høje. Han havde stor lyst til at grave, men han vidste, at han kunne få problemer med landsbyens høvding, hvis det blev opdaget. Gravfreden skulle holdes. Det var en uskreven lov.

Drengen, som hed Knud, var femten år og nysgerrig anlagt. Han ville vide alt og tålte ikke, at man holdt noget hemmeligt.