Maria syntes, det lød mærkeligt. Og gaven - det var jo ingenting. Den så så lurvet og værdiløs ud.

Pludselig kom hun til at tænke på plantens egenskaber, som var så livsbekræftende.

Aldrig dø; og give liv fra sig!

Det var det, hun syntes, de tre andre gaver manglede.

Hendes dreng skulle senere i livet give liv til alle, der med bønnetårer og glædestårer knælede for ham.

Hun kiggede på Jerikorosen. Nu forstod hun, at hendes søn skulle se det oversete, - det andre gik forbi. Han skulle være rosen, som folk ville drages imod. Han skulle aldrig dø, men bringe evigheden ind i tiden.

Rosen måtte absolut betyde, at han var Guds søn. Nu så hun det for sig: Hendes dreng var både konge, præst, profet og Guds søn.

Maria tog imod gaven og så sig omkring.