Pludselig så den et vissent blad falde ned. Det lagde sig over larven og skjulte den fuldstændig for fuglen. Den var reddet. Det varede lidt, inden den krøb frem fra skjulet. Den måtte videre, væk fra træet og farerne. Den kravlede ud på grenens yderste spids og derfra op ad muren.

Undervejs mødte den en anden larve, som havde det samme ærinde, nemlig at forpuppe sig.

"Jeg kan ikke mere", stønnede den,"jeg er så træt". "Åh, kom nu", sagde den første larve, "bare lidt endnu, så er du oppe i læ for efterårsregnen og blæsten".

"Jeg når ikke derop", svarede den anden opgivende,"det rumler så voldsomt i min mave. Hvad kan der være sket??? Jeg tror snyltehvepsen nåede at stikke mig med sin frygtelige brod. Jeg er færdig." Pludselig kravlede der små larver ud af dens krop.